tirsdag den 22. februar 2011

Here's flipping cool!

Jeg har nu boet i den lille studieby Stellenbosch, Western Cape, i lidt over to uger. Kort fortalt er her helt vildt fantastisk. Men lad os for god ordens skyld begynde med begyndelsen. Jeg ankom til Cape Town lufthavn tidligt søndag d. 16. januar, og efter små 5 timers paskontrol-limbo betrådte jeg endelig sydafrikansk jord.
En lille køretur senere stod jeg foran et lejlighedskompleks, som nemt kan forveksle med Fort Knox. Her stod jeg så og ventede, indtil de tre gitterporte gled til side, og min midlertidige ’flatmate’ Stephen kom til syne. Andrew, Stephen’s storebror, som jeg deler lejligheden med nu, befandt sig på daværende tidspunkt stadig i Namibia. Tilstedeværelsen af diverse sikkerhedsforanstaltninger (gitter for døre og vinduer, automatiske porte, pigtrådshegn m.m.) fik den lille paranoide dansker inden i mig til at tænke over, hvordan jeg skulle komme ud, hvis der udbrød brand, og hele molevitten nu kortsluttede. 

Den første uge gik med orientering, hvor alle os internationale studerende fik et overlevelses kursus i ”what to do and what NOT to do” i Sydafrika. Der var for det meste tale om praktiske informationer – ikke videre spændende. Vi blev bl.a. frarådet at gå på vandretur alene i de omkringliggende bjerge, eftersom de havde haft et par uheldige oplevelser med leoparder – Say what?!!
Samtidig blev vi forberedt på, hvordan vi nu bedst takler det kulturchok, vi uden tvivl vil opleve. Og i den forbindelse blev vi rådet til at: ’ride den positive bølge, så længe det overhoved var muligt’, eftersom det her jo nu engang er Afrika. Personlig valgte jeg dog at drukne i bølgen samme dag – da jeg i arrigskab, over at have gået forvildet rundt i Stellenbosch i nogle timer, kylede mit bykort i nærmeste skraldespand.  Gadenavne er ikke noget, de gør det store ud af hernede – hvilket er problematisk, når stedsans for mit vedkommende ligeså godt kan være en by i Rusland.

Den smukke sydafrikanske natur fik mig dog hurtigt op på bølgen igen. Stellenbosch er en gammel by, som fungerer som centrum for de mange forskellige vingårde, der omgiver den.
Trods de mange sikkerhedsforanstaltninger er min lejlighed helt perfekt. Den ligger lige ved siden af campus og fem minutter fra centrum – tak gumtree.co.za.
Det skal dog siges, at vi ikke har nogen ovn, eftersom Andrew mente, at det var mere praktisk at bytte den til et barskab – What can I say?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar